Berlin Julemarked

4 dage

2.899,-

Berlin har det hele og mere til! Ved rejse i perioden fra 1. søndag i advent og frem til juleaften opleves byens seværdigheder og flotte pladser smukt julepyntet. I dette tidsrum vil julestemningen mærkes på de mange julemarkeder, der opstilles i de meget fascinerende kulisser.

1. dag

I løbet af formiddagen går turen mod grænsen, hvorfra vi fortsætter gennem Slesvig-Holsten. Ved Gudow kører vi ind i det tidligere Østtyskland, hvorefter vi følger motorvejen til Berlin, som vi når sidst på eftermiddagen. Vi kører til vort hotel, der ligger i centrum. Efter indkvartering er resten af eftermiddagen og aftenen til fri disposition. Nyd evt. det lokale julemarkeds typiske tyske julespecialiteter, eller spis på en af restauranterne i området. Vores hotel har også á la carte restaurant.

 

2. dag

I dag skal vi for alvor opleve storbyen på en skøn byrundtur, hvor vi kommer forbi de kendteste seværdigheder,  f.eks. Brandenburger Tor, Rigsdagsbygningen, det nye regeringskvarter, Unter den Linden, Alexanderplatz, Kurfürstendamm, Charlottenburg og meget mere. I løbet af dagen bliver der også tid på egen hånd til at kigge i nogle af de mange flotte forretninger og indkøbscentre. Aftenen er til fri disposition til yderligere at gå på opdagelse og evt. finde et hyggeligt madsted.

 

3. dag

Mulighed for deltagelse i formiddagsudflugt til Potsdam. Her køres en tur i den meget  smukke by med imponerende palæer, slotte og parkanlæg, bl.a. slottet Sanssouci. Eftermiddagen tilbringes i Berlin med tid til at kigge videre på byen og dens mange seværdigheder. Der vil også være rig mulighed for at besøge ét af Berlins mange spændende museer samt den smukt restaurerede Domkirke. Rejselederen vil være behjælpelig med tips og gode råd.

 

4. dag

Vi forlader vores hotel efter et godt morgenmåltid, hvorefter vi påbegynder hjemturen. Med passende pauser undervejs går turen nordpå. I løbet af eftermiddagen når vi grænsen, hvor der bliver en sidste indkøbspause, inden turen for alvor går hjemad.