Det vestlige Polen Gorzow – Stettin

5 dage

3.349,-

Skøn tur til naturskønt område af Polen med søer og skove. Vi besøger det vestlige Polen, som gennem tiderne har gennemlevet store forandringer. Området har tilhørt Tyskland og Polen på skift, og de fleste europæiske krige har sat deres aftryk. Især efter 2. verdenskrig var området stærkt medtaget, men er nu genopbygget, og optimismen er vendt tilbage.

1. dag

Turen går sydover, forbi Berlin og videre frem til den polske grænse, som vi passerer sidst på eftermiddagen. Herefter er vi hurtigt fremme i Gorzów. Middag på hotellet ved ankomst.

 

2. dag

Vi bruger dagen i Gorzów og dens nærmeste omegn. Vi kører først til byen Kostrzyn, her besøger vi et rigtigt marked. Sidst på formiddagen kører vi til Witnica, hvor vi skal besøge det lokale bryggeri. Her venter en dejlig frokost med ølsmagning. Tilbage i Gorzów ser vi det, der er tilbage af den oprindelige handelsby. Det vil først og fremmest sige den gotiske domkirke, som næsten er den eneste oprindelige bygning i Gorzów. Der findes igen et rigt handelsliv i byen, sådan som der gennem historien har været tradition for, her på grænsen mellem Øst- og Vesteuropa. Midt på eftermiddagen er der tid til at gå rundt på egen hånd. Om aftenen er der middag på hotellet.

 

3. dag

Tur nordpå til den gamle handelsby Stettin, som ligger ved grænsefloden Odra. Byen har næsten altid været tysk, men siden 1945 har byen været en del af Polen. Stettin blev svært medtaget under 2. Verdenskrig og fremstår derfor i dag, efter genopbygning, som en moderne by. Dog findes der i centrum en del bygninger, som vidner om fortidens storhed: De pommerske fyrsters slot, det gamle torv med rådhus og gavlhuse samt den store 3-skibede Sankt Jakobs Kirke, hører til blandt seværdighederne. I dag er Stettin en driftig handelsby med en af Polens største havne. Vi ser de største seværdigheder og kommer på en sejltur på floden Odra, hvor vi ser en del af byen fra søsiden, inden der bliver tid til evt. at gøre en god handel i et stort indkøbscenter. Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til Gorzów, hvor vi spiser middag på hotellet.

 

4. dag

Tur syd for Gorzów, hvor vi besøger en række mindre byer, som hver især har deres eget præg. Vi oplever den smukke natur, som findes her med store skovområder, mange søer, mange storke og idylliske små byer. I byen Miedzyrzecz besøger vi et museum for den såkaldte Østvold, opført af nazisterne før og under 2. Verdenskrig. Her kommer vi på interessant rundvisning i det underjordiske fæstningsanlæg med lokalguide. Vi skal naturligvis også se en af de særprægede polske kirkegårde, som altid er flot pyntet med kunstige blomster. I Rokitno besøger vi den berømte og meget smukke kirke, som af Pave Johannes Paul 2 blev ophøjet til basilika, og som rummer det undergørende billede af Jomfru Maria. Vi besøger også verdens største statue af Jesus, der er rejst i byen Świebodzin. Statuen er med sine 36 m højere end den Jesus-statue, der står i Rio de Janeiro i Brasilien. Vi vender tilbage til Gorzów ud på eftermiddagen, så der vil være tid til at besøge byens marked, indkøbscenteret nær hotellet eller blot slappe af indtil aftenens middag.

 

5. dag

Straks efter morgenmad forlader vi hotellet og begiver os hjemad. Vi kører mod den danske grænse, som vi når sidst på eftermiddagen. Mulighed for pause. Hjemkomst ved aftenstid.

Rejsefakta

Pris

Pr. person:
Eneværelsestillæg:

Kr. 3.349,-
Kr. 600,-

Prisen inkluderer

  • Bus i 5 dage
  • Overnatning på hotel i 4 nætter
  • Ophold med halvpension
  • Dag til dag program
  • Frokost med ølsmagning
  • Sejltur Odra
  • Entré og rundvisning Østvold
  • Rejseleder
  • Bidrag til rejsegarantifond

Hotel Mieszko
www.hotel-mieszko.pl