Fehmern / Lütjenburg Strudsefarm

3 dage

1.999,-

1. dag

Vi kører hurtigt mod Tyskland. Fra Flensborg går turen mod Slesvig, hvor vi kører en rundtur der bl.a. bringer os forbi A.P. Møller gymnasiet. Herfra forbi Eckernförde til vores frokoststed.

Nu går turen gennem Kiel til Laboe, hvor vi finder et marinemindesmærke og en u-båd, man kan besøge. Vi fortsætter øst på langs østersøkysten til strudsefarmen Ostsee-blick, som vi besøger. Det sidste stykke vej til Lütjenburg går af små veje tæt på Østersøen. Indkvartering og aftensmad på hotellet.

2. dag

Vi starter nordpå til byen Hohwacht, et ferieparadis ud til Østersøen. Her finder vi rundkirken St. Jürgen bygget i 1961. Herfra over Oldenburg til Burg på Fehmern, hvor vi holder en pause. Efter en rundtur på øen, tilbage til fastlandet og den spændende havneby Heiligenhafen, der de senere år har udviklet sig til ferieby med 4 km badestrand, marina med 1000 pladser samt det sidste nye, en 435 meter lang oplevelsesbro ud i havet, 15 meter over vandspejlet. Over middag går turen via Heringsdorf til Dahme med udsigt over Mecklenburger bugt, videre til Braasch’s skinkerøgeri i Harmsdorf. Vi ser den 350 år gamle “Räucherkate”, får smagsprøver og mulighed for at købe spændende og velsmagende pålæg med hjem. Tilbage i Lütjenburg midt på eftermiddagen, så der er tid til at udforske byen.

3. dag

Straks efter morgenmaden skal vi besøge Holtenau ved Kielerbugten. Her begynder den ca. 100 km lange Kielerkanal. Vi besøger de store sluser, der forbinder Østersøen med kanalen. Herefter besøger vi Kiel, hovedstad i Slesvig-Holsten. Vi står af bussen ved det store indkøbscenter, Sophienhof. Efter et ophold går turen langs Østersøkysten forbi Schwedeneck til Eckernförde, lille ophold inden turen fortsætter mod Kappeln med Slien, ophold ved havnen. Videre langs kysten forbi Gelting til Flensborg. Indkøb ved grænsen, inden hjemturen. Efter indkøbspause ved grænsen går turen hjemad.