Holstenske Schweiz Naturområde mellem Kielerfjord og Lübeck Bugt

4 dage

3.499,-

Holstenske Schweiz er et unikt naturområde med næsten 200 søer omkranset af både bakkedrag og vidtstrakte skove. Her er rig mulighed for hygge og afslapning samt udflugter til Lübeck og Eutin med smukt bevarede bykerner. Virkelig en tur for naturelskere!

1. dag

Turen går sydover til grænsen, hvor der vil være mulighed for en kort pause. Herfra videre over Slesvig til Rendsburg, hvor vi får en lille byrundtur, inden vi kører over Kielerkanalen. Herefter går turen videre til Kiel, hvor der også bliver en kort byrundtur, inden vi fortsætter til vort hotel i Bad Malente. Vi skal bo på det dejlige Seehotel Diekseepark, der ligger smukt ned til søen. Her bliver vi indkvarteret, hvorefter vi får serveret aftensmad i hotellets restaurant.

 

2. dag

Om formiddagen skal vi på en smuk sejltur på de mange søer i området. Vi stiger ombord nær hotellet og sejler til byen Plön og retur, en sejltur på godt 2 timer. Eftermiddagen er til rådighed, så man på egen hånd kan nyde byen Bad Malente eller tage sig en gåtur ved søen. Aftensmad på hotellet.

 

3. dag

I dag går turen fra Bad Malente over Eutin til Lensahn. Vi besøger et skinkerøgeri nær Lübeck, inden turen går videre ind til centrum. Lübeck er en virkelig smuk gammel by med masser af historie. UNESCO har givet den knap 900-årige hansestad status som verdenskulturarv. 2. verdenskrig efterlod sig dybe spor, men byen kom snart på fode. Blod, sved og det hanseatiske borgersind genskabte de berømte syv gyldne tårne, talrige patricierhuse, gårde og klostre. Eftermiddagen tilbringer vi i byen med god tid til at se os omkring. Herefter går turen tilbage til hotellet, hvor aftenen byder på middag og hygge.

 

4. dag

Efter et godt morgenbord må vi desværre tage afsked med vort dejlige feriested. Vi kører til centrum af Eutin, hvor der bliver byrundtur og ophold. Herefter går turen til et lille landbryggeri udenfor Neumünster. Her byder bryggeren og hans familie velkommen. Vi får rundvisning, hvor vi hører om ølproduktion, og naturligvis skal vi smage på øllet. Hertil får vi serveret nogle håndmadder. Efter bryggeribesøget går turen igen nordpå, gennem Slesvig by med kurs mod grænsen. Efter et eventuelt stop her, går turen det sidste stykke hjem.

Rejsefakta

Pris

Pr. person:
Eneværelsestillæg:

Kr. 3.499,-
Kr. 600,-

Prisen inkluderer

  • Bus i 4 dage
  • Overnatning på hotel i 3 nætter
  • Ophold med halvpension
  • Dag til dag program
  • Sejltur
  • Bryggeribesøg
  • Rejseleder
  • Bidrag til rejsegarantifond

Hotelnavn bliver oplyst ved bestilling