KretaGrækenlands største ø

8 dage

6.999,-

En dejlig tur til vidunderlige Kreta. Vi skal bo i Platanias, der er den største og livligste badeby langs kysten vest for Chania. Her ligger hyggelige restauranter, sjove butikker og små græske tavernaer som perler på en snor. Fra Platanias er der ca. en halv time ind til Chania, hvis man vil have lidt mere bystemning. Tiden kan også bruges til at slappe af ved hotellets pool eller de kilometerlange badestrande.

1. dag

Vi kører i bus til Aalborg lufthavn, hvor vi samlet går hen til skranken og tjekker ind sammen. Skulle der være brug for hjælp, er der lufthavnsvagter til stede, som kan svare på evt. spørgsmål.  Efter 3 1/2 time ombord på flyet lander vi i lufthavnen på Kreta. Under flyturen får vi et let måltid og der vil være mulighed for at handle tax-free. Vi bliver mødt af de danske rejseledere i lufthavnen, som er med os hele vejen til hotellet – en køretur på ca. 45 minutter. Efter check-in på hotellet er resten af dagen til ren afslapning på hotellet eller på stranden.

 

2. dag

I dag, skal vi ud og se på nærområdet og lære hovedbyen Chania bedre at kende. Efter morgenmad kører vi afsted mod Chania, som er Kretas næststørste by og rummer mange spændende historier. Byen har været præget af mange forskellige folkeslag lige fra arabarberne, venezianerne til tyrkerne. Det ses tydeligt i bybilledet, hvor man finder op til flere historiske bygninger. På vores byvandring går vi igennem Chanias små gader, hvor der altid er et godt handelsliv. Turen er dels med bus og til fods. Vi spiser vores frokost på hotellet. Resten af dagen er der gode muligheder for at slappe af på det skønne 4-stjernede hotel.

 

3. dag

Dagen er til ren afslapning. Nyd poolen eller gå de 500m der er ned til stranden. Man kan også gå en tur ind til Platanias, hvor der er et fint udvalg af restauranter, butikker og caféer. I byen er der også en række gode strande, der deler sig til begge sider af byens havn. Byen er efterhånden vokset sammen med nabobyen Agia Marina.

 

4. dag

Dagen er på egen hånd og kan bruges til præcis det i har lyst til. Selvom hotellet tilbydes med All Inclusive, kan det varmt anbefales at tage et besøg forbi en rigtig græsk taverna. Mange af de lokale retter på Kreta, har deres oprindelse i madkulturen fra Det Osmanske Rige. Moussaka er afledt af arabisk musaqqa`a som betyder ‘afkølet’. Det søde bagværk, som kaldes baklava har muligvis en græsk oprindelse, men andre siger, at det stammer fra Kina. Under alle omstændigheder er det udbredt over store dele af Mellemøsten, hvor Osmannerne tidligere herskede. Også tzatziki og keftedhes, græske frikadeller, er navne med tyrkiske eller persiske rødder. Ligegyldigt, hvor det stammer fra, så smager det fantastisk, specielt med et glas kold retsina eller en Mythos.

 

5. dag

På dagens udflugt skal vi ud og opleve nogle af Kretas skjulte skatte. Turen tager os til den smukke Soudabugten, hvor vi oplever de allieredes kirkegård fra 2. Verdenskrig. Vi skal op og se den forhistoriske by Aptera og den smukke udsigt fra Aptera fortet ud over Soudabugten. Vi vil komme forbi den lille uberørte stenlandsby i Koumos, samt besøge den lille landsby Gavalochori, hvor dagen afsluttes med en let frokost i form af græsk meze og en god raki.

 

6. dag

Dagen er til fri afbenyttelse og kunne f.eks. bruges på at besøge bryggeriet ”Cretan Brewery”, det er godt nok ikke så stort, men øllen er god. Man kan også tage en tur med båd ud i bugten og nyde dagen på havet. I området ligger der også mange andre fine strande end den i Platanias, og de er helt sikkert også et besøg værd. Er man til kaffe kan en af de lokale, meget stærke af slagsen, også anbefales.

 

7. dag

I dag skal vi ud på en udflugt, hvor vi kombinerer den spændende historie, lige fra den græske oldtid til vore dages Grækenland, med fantastiske naturoplevelser. Vi besøger Rethymnon, hvorfra der er en smuk udsigt over til ”De Hvide Bjerge”, som måler 2.500 m. og er Kretas næsthøjeste bjerge. Undervejs besøges Arkadi Klosteret, som er et symbol på kampen mod den tyrkiske besættelse. Når vi ankommer til Rethymnon er der mulighed for at gå på opdagelse på egen hånd i den lille by. Her finder vi en naturlig havn, hvor der langs kajen ligger tavernaer og forretninger. Efterfølgende får vi en god frokost med lidt vin og vand til maden. På hjemturen gør vi stop ved Kournas Søen, inden vi når frem til vores hotel.

 

8. dag

Det er nu blevet tid til at sige farvel til det skønne Kreta. Når vi har tjekket ud af hotellet, bliver vi hentet og rejselederen følger med os ud til lufthavnen. Det lidt specielle ved Kreta lufthavn er at den ikke er særlig stor. Selvom den er blevet udbygget, er check-in systemet lidt gammeldags. Derfor kan vi også risikere at skulle vente i kø uden for lufthavnen inden vi bliver lukket ind i hold. Det er varmt, så husk at have vand med.

Efter den forholdsvis korte flyvetur, har vi igen dansk grund under fødderne.

Rejsefakta

Pris

Pris pr. person:
Eneværelsestillæg:

Kr. 6.999,-
Kr. 1.200,-

Prisen inkluderer

  • Bus transport t/r til Aalborg lufthavn
  • Fly Aalborg/Chania t/r med mad ombord
  • Hotel med All Inclusive
  • Transfer t/r til hotellet
  • Mad på flyet
  • 20 kg. bagage + 5 kg. håndbagage
  • Udflugtsprogram
  • Dansk rejselederservice på destinationen
  • Flytillæg og bidrag til rejsegarantifonden

 

Ikke inkluderet: Græsk miljøskat 1,5 – 3,0 euro pr. nat. Betales på hotellet.

Hotel Troulakis Village