NordsjællandSlotsferie

3 dage

2.999,-

En spændende tur til Kongernes Nordsjælland. Her finder vi en lang række af de kendteste, kongelige slotte og nogle af Danmarks smukkeste landskaber.

1. dag

Turen går via Fyn og midt på formiddagen når vi frem til Storebæltsbroen. På Midtsjælland forlader vi motorvejen, og turen går nu over Kirke Hyllinge og Skibby til Jægerspris ved Frederikssund. Her besøger vi Jægerspris Slot, der ud over slot og park også danner ramme om et børnehjem og en skole. I slotsmuseet kan man se mindestuerne med bl.a. audienssalens silketapeter og smukke stukloft, det store oliemaleri af Grevinde Danner, samt bevæge sig rundt i de bevarede rum fra Grevindens og Kong Frederik d. 7´s tid. Inden for de seneste år er der indrettet permanente udstillinger om børnehjemmets historie og Frederik d. 7’s arkæologiske fund. Efter et spændende slotsbesøg går turen nordpå. Vi færges over ved Kulhuse og kører via Frederiksværk, nord om Arresø til vort hotel. Efter indkvartering serveres der middag i restauranten.

 

2. dag

Efter et godt morgenmåltid kører vi på slotstur i Kongernes Nordsjælland. Første stop er Hillerød, hvor vi besøger Frederiksborg Slot, som vel er Danmarks smukkeste og største slot. Omgivet af en helt enestående nyanlagt slotshave, fremtræder slottet imponerende. Vi kommer ind på slottet, ser de flotte sale og den store samling af våbenskjolde, som repræsenterer adelsslægter og andre af fortidens betydelige slægter. Efter dette besøg fortsætter vi gennem Fredensborg, hvor vi passerer slottet af samme navn. Herfra videre mod Hamlets by, Helsingør. Her bliver der en passende pause ved Kronborg med lejlighed til, for de der ønsker det, at opleve dette smukt beliggende slot. Ellers vil der være tid til en spadseretur på voldanlægget med smuk udsigt over Øresund mod den svenske kyst. Hjemturen går via Hellebæk tilbage til vort hotel, hvor vi igen nyder aftenens middag.

 

3. dag

Efter morgenmad og afsked med hotellet går turen langs Øresund til Rungsted, hvor vi besøger Karen Blixen Museet, Rungstedlund. Museet er indrettet i forfatterens fødehjem, og Rungstedlund blev igen hendes hjem, da hun i 1931 vendte tilbage til Danmark efter 17 år som farmer i Afrika. Her boede hun frem til sin død i 1962, og her skrev hun alle sine verdensberømte fortællinger. Efter dette besøg fortsætter vi turen gennem Klampenborg, Dyrehavsbakken og videre mod Roskilde, hvor vi holder en kort pause. Undervejs passerer vi forskningscenter Risø, og i udkanten af Roskilde kommer vi forbi Vikingeskibsmuseet. Herfra kører vi ned over Sjælland mod Storebælt. Vi er hjemme igen ved aftenstid.

Rejsefakta

Pris

Pris pr. person:
Eneværelsestillæg:

Kr. 2.999,-
Kr. 800,-

Prisen inkluderer

  • Bus i 3 dage
  • Færge Kulhuse
  • Overnatning på hotel i 2 nætter
  • Ophold med halvpension
  • Udflugter
  • Entré Frederiksborg Slot
  • Entré Karen Blixen Museet
  • Besøg på Jægerspris Slot
  • Chauffør fungerende som rejseleder
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Sauntehus Slotshotel, Hornbæk